20.06.2018

Garvet projektleder vender tilbage til Windoor Danmark

Garvet projektleder vender tilbage til Windoor Danmark

Den 1. juli 2018 skal der lyde et ’velkommen tilbage’ til Per-Henrik Andreasen. Han skal igen besidde rollen som intern projektleder og ser frem til at returnere til altanbranchen.

Altanleverandøren Windoor Danmark genansætter pr. 1/7 2018 Per-Henrik Andreasen, 44, som intern projektleder. 

Per-Henrik kommer fra en stilling som entrepriseberegner/-rådgiver og salgskonsulent hos CRH Concrete. Han er uddannet bygningskonstruktør og har tidligere arbejdet hos Windoor Danmark, hvor han var ansat som intern projektleder fra 2014 til 2017.

- Vi er meget glade for at have Per-Henrik med på holdet igen. Vi får en erfaren og kompetent projektleder retur, som hurtigt vil kunne tage fat på arbejdsopgaverne. Han kender vores kunder, og de kender ham, hvilket er en stor fordel. Og så er han vellidt kollega, som passer godt ind i teamet, siger Carsten Christiansen, teknisk chef hos Windoor Danmark.

- Jeg ser meget frem til at arbejde med projektledelse og projektering inden for altanbranchen igen. Det er et område, jeg virkelig brænder for. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig også til at vende tilbage til en masse gode kollegaer og få gang i spændende samarbejder med både nye og tidligere kunder, lyder det fra den nyansatte projektleder.

Privat bor Per-Henrik Andreasen i Viby Sj. med sine to børn. Fritiden går med landevejscykling og løb.