14.05.2018

Windoor Danmark leverer en halv kilometer rækværk til Skovparken

Windoor Danmark leverer en halv kilometer rækværk til Skovparken

Ejerforeningen Skovparken i Hillerød har fået renoveret altanfronterne på i alt 8 boligblokke. Over en halv kilometer rækværk fra Windoor Danmark forskønner facaden og giver et moderne udtryk.

På adressen Fredskovhellet 18-35 i Hillerød ligger ejerforeningen Skovparken. En bygning fra 1963 med i alt 8 boligblokke og 108 ejerlejligheder.

Med årene har betonbrystningerne på altanerne desværre udvidet sig. Det var derfor nødvendigt at skride til handling, før skaderne blev endnu mere omfattende.

- Betonen havde skubbet til gavlvæggene i en sådan grad, at visse elementer risikerede at ryge ned. Flere gange i løbet af årene havde foreningen fået repareret skaderne, men de var nu så store, at det var nødvendigt med en gennemgribende renovering, fortæller Ole Abildhauge, direktør i Ole Abildhauge Bygningsrådgivning, som sammen med Windoor Danmark var rådgivende på projektet.

Renoveringen startede i efteråret 2017 og sluttede i januar 2018. Bygherren var Ejerforeningen Skovparken og underentreprenøren Tømrer Hansen fra Hundested.

Nye altanfronter
Renoveringen omfattede bl.a. nye altanfronter. Her valgte ejerforeningen at indgå samarbejde med Windoor Danmark.

- Vi fik tilsendt en række billeder og tegninger af de kommende rækværker, men noget af det, der gjorde udslaget, var den test, som Windoor præsenterede os for. Ejerforeningen så en masse fordele i netop den løsning, og derfor faldt valget på Windoor. Et samarbejde, som har fungeret upåklageligt lige siden, lyder det fra Ole Abildhauge.

Leveringen fra Windoor Danmark lød på over en halv kilometer forbundet altanrækværk – helt præcist 530 meter – i modellen WinRail Canal med Opal lamineret glas. Det første projekt i Windoor Danmarks historie, hvor leverancen har lydt på udelukkende rækværk.



Moderne udtryk på gammel bygning
De gamle betonfronter blev taget ned, og der blev støbt en helt ny forkant på alle altanbundene. Ovenpå den påmonterede Windoor Danmark altanrækværket, som således går ned over altandækket.

- De fleste i foreningen er ovenud tilfredse med resultatet. Facaderne har fået et helt nyt og yngre udtryk. Det har i høj grad forskønnet facaden, afslutter Ole Abildhauge.